Til Portalforsiden   Print    Send til ven   Brug som startside
    øRUM LOKALRÅD
   Log in






 

Vedtægter Øster Ørum Vandværk

 

 

Ved ordinær og ekstraordinær generalforsamling 24. marts 2009 blev der fremsendt et forslag fra bestyrelsen til nye vedtægter.
Forslaget blev vedtaget med enkelte ændringsforslag, og ser herefter således ud:

 

VEDTÆGTER

FOR

 ØSTER ØRUM VANDVÆRK

 

 

§ 1  navn og hjemsted

 

Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er Øster Ørum Vandværk a.m.b.a.

 

Selskabet har hjemsted i Hedensted Kommune.

 

 

§ 2  formål

 

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vand-forsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.

”Fællesregulativet” kan findes på: www.hedensted.dk  under Teknik og Miljø.

Vandforsyningsloven findes på miljøministeriets hjemmeside: www.mim.dk

 

 

§ 3  medlemmer

 

Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.

 

For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejlig­heder, der er medlem, med mindre andet er tinglyst på ejendommen.

 

For hver ejendom monteres på hovedledningen stik med stophane, og i ubrudt forbindelse efter denne monteres vandmåler, således at al vandforbrug bliver målt. Alle ledninger, udstyr m.m. efter stophanen er andelshaverens ansvar og betales af denne.

I forbindelse med nybyggeri, og ved større renoveringer/ombygninger på eksisterende anlæg, forpligtiger andelshaveren sig til at lade montere let tilgængelig målerbrønd med vandmåler umiddelbart efter stophane.

Det er vandværkets bestyrelse, der skønner i det enkelte tilfælde. Ligeledes gøres gældende, at intet arbejde må udføres på vandværkets installationer, stophaner og vandure uden forudgående tilladelse af vandværkets bestyrelse.

 

 
§ 4  medlemmernes rettigheder

 

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af kommunen fastsatte regulativ og gældende takstblad.

 

Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.

 

 

§ 5 medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt

 

For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne personligt, subsidiært og solidarisk.

 

Medlemmerne hæfter indbyrdes solidarisk i et forhold, der svarer til medlemmets hovedanlægsbidrag.

 

Beløbsstørrelsen beregnes på baggrund af det prisniveau, der er gældende på det tidspunkt, et krav gøres gældende ved domstolene.

 

Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.

 

Vandafgiften opkræves sammen med el-afgiften. Er afgiften ikke betalt rettidigt, bemyndiges bestyrelsen til at afbryde vandtilførslen, medens andelshaveren stadig hæfter solidarisk, til sidste rest af gælden er betalt. Ved genåbning af vandtilførslen betales en bod, svarende til andelsselskabets udgifter i forbindelse med transaktionen.

 

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo - forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet.

 

§ 6  udtræden af selskabet

 

Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selv­stændigt matrikelnum­mer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsynings­område.

 

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

 

 

§ 7  levering til ikke-medlemmer (købere)

 

Institutioner (herunder f. eks. kirken) - som ifølge deres natur - eller ejere af enkelte ejendomme - som ifølge særlige omstændigheder - ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift - kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets vedtægter og regulativ.

 

Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.

 

Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.

                                                                       

§ 8  generalforsamling

 

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.

 

Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages varsel ved særskilt meddelelse til hvert enkelt medlem eller ved annoncering i lokal avis med angivelse af dagsorden.

 

Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.

                                          

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse

4. Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse

5. Behandling af indkomne forslag 

6. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen

7. Valg af revisorer og revisorsuppleant

8. Eventuelt

 

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

 

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25% af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden, og skal afholdes inden een måned efter modtagelsen og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.

 

På både ordinære- og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun annoncerede forslag som er påført dagsordenen komme til afstemning.

 

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.

 

§ 9  stemmeret og afstemninger

 

Intet medlem har mere end én stemme, per ejendom vedkommende ejer.

 

Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.

 

Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Købere i henhold til § 7 har ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret, men ingen stemmeret. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.

 

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemme­beretti­ge­de er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.

 

Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberetti­gede.

 

§ 10  bestyrelsen

 

Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.

 

Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

 

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

 

Intet medlem kan afslå at modtage valg til bestyrelsen. Dog kan afgående bestyrelsesmedlemmer fritages i en periode på 2 år.

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan efter dens eget skøn afholde de nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

 

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

 

Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget incl. eventuelle henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.

 

Bestyrelsesarbejdet er ulønnet, men kompenseres for relevante udgifter som f. eks. transport, telefon m.m. med et fast årligt beløb.

  

§ 11  tegningsret

 

Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

 

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

 

Bestyrelsen kan meddele prokura.

                                                                            

§ 12  regnskab

 

Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.

 

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.

 

Revision af regnskaberne foretages jfr. generalforsamlingsbeslutning af den/de generalforsam- lingsvalgte revisor(er), og/eller en af bestyrelsen eventuelt antaget revisor.

 

Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

  

§ 13  opløsning

 

Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsynings­mulig­hederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

 

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.

  

§ 14 ikrafttræden

 

Selskabets vedtægter er sidst ændret på generalforsamlingen den 24. marts 2009.

 

De træder i kraft den 24. marts 2009 efter vedtagelse på den ekstraordinære generalforsamling.

 

 

 

Günther Ralfs, Formand

Henning Salling Poulsen, Dirigent 24. marts 2009

                                                              

 

  Kontakt
  Sponsorer
 
 Søgning